I min leting etter informasjon, som avdekker hvordan forholdene på Sæløer har vært opp igjennom tidene, kom jeg over forfatternavnet Constantius Flood. Han hadde visstnok skrevet endel om sørlandet i sin samtid og umiddelbar fortid, på 1800-tallet. Han har også skrevet endel fiksjon, og derfor var det med litt skepsis at jeg søkte gjennom bøkene hans etter informasjon for kildebruk. Ville det jeg fant være noe jeg kunne bruke eller ville det kun være fiksjon satt inn i kontekst med 1800-tallets Sæløer, eller kanskje ville jeg ikke finne noe som helst. Men sånn er det mange ganger, så det var nok et forsøk verd.

Etter end søk satt jeg likevel tilbake med det jeg våger å kalle potensielle kilder, selv om det er en mulighet for at Constantius Flood ikke har gjenfortalt historien helt korrekt. Det gjenstår imidlertid å se. Det som imidlertid stemmer er navnene som blir gjengitt i fortellingen, og dermed får historien et slør av genuinitet over seg.

Kort fortalt treffer Constantius Flood den aldrende sjømannen Tønnes Jan Gabrielsen som beretter om sitt og andre familiemedlemmers liv fra tiden rundt Napoleonskrigen og i den følgende tid. Teksten var opprinnelig trykket med gotisk skrift, noe som førte til at undertegnede måtte «oversette» teksten til en mer moderne skrift. Dette har muligens medført noen feil i overgangen, og for å minke muligheten for ytterligere feiloversettelser, har jeg valgt å beholde den opprinnelige skrivemåten. Dette har medført at skriften kanskje ikke alltid er like klar å lese, men burde ikke volde noen større problemer.

Utdraget er tatt fra Constanius Floods book, Fra Agdesiden – Skildringer og optegnelser, utgitt i 1877.

 

 

En Sælør-Lods

 

Det er en Mand, der har oplevet noget av hvert, den gamle Sjøgut her forud, sagde Kapteinen en Dag jeg fulgte Damperen du gjennem Skjærgaarden, idet han pegede hen over Hovederne paa en hel Del pyntede Skjærgaardskoner og Piger i sine lyse Straahatte, og gjorde mig opmerksom paa en gammel sterkbygget, hvidhaared Gubbe, der stod paa Halvdækket lengst forud med to Børn, en seks eller syv års gammel Gut og en lidt yngre Pige, ved Siden av sig. Det er en gammel Sælør-Lods, som det vil interessere Dem at tale med, vedblev han, og indbød mig til at tage Gubben i Kahytten, hva jeg benyttede mig af og kom der nede snart i Samtale med den bedagede Sjøgut, der trods sine fire Snes endnu var ved fuld Handskraft og Erindring om Fortiden.

Der var fornylig hændt en Ulykkesbegivenhed – som det hænder saamange af Aar for Aar i Skjærgaarden, – en Familie havde mistet paa engang tre Sønner, to voksne gutter, der begge var Styrmend, og en yngre Søn i Konfirmationsalderen, der var gaaet under med en Seilbaad lige udenfor Havnen, hvor de hørte hjemme, og Talen om denne Begivenhed bragte den gamle ind paa hans egne Livsbegivenheder, som jeg skulde ønske at kunne gjengive med større Udførlighed; men der levnedes mig kun Tid til at gjøre nogle korte optegnelser af, hva han fortalte mig, inden han forlod Baaden i Korshavn.

Han havde visselig oplevet noget av hvert – ogsaa han havde mistet tre Sønner paa Havet og begge sine Brødre.

Tønnes Jan Gabrielsen hed den gamle. Han var den yngste af tre Brødre, og var voksset op under Krigsaarene. Den ældste av Brødrene deltog i Sjøkrigen som Styrmand og senere som Fører af den armerede Lodskutter (No.17?), men var uheldig nok til at blive tagen af en fiendtlig Sloop of war, der førte Kutterens Besætning som Fanger til Leith. Kapteinen samt en Skibsfører Bacher fra Hillesund blev ført nogle Mil ovenfor Byen og indsat i et Fængsel, hvor de i Begyndelsen behandledes meget haardt og negtedes den mindste Bevægelse i fri Luft, da Bacher havde gjort et Forsøg paa Flugt. Ved Medvirken af en Pastor Wright, der besøgte Fangerne, fik disse imidlertid efter nogle Maaneders Forløb sin Frihed paa Parole, hvad Bacher benyttede sig af til at undvige og komme ned til Leith, hvor det lykkedes ham at treffe et norsk Skib, der gik under Licence, med hvilket han lykkelig og vel kom til Norge. Gjennem Bacher modtog Familien i Sælør den første Efterretning om Ole Gabrielsen og hans Mandskabs Skjæbne, som man hidtil hadde været i Uvished om, hvorefter Faderen reiste til Christiansand for at forsøge at faa Sønnen udvekslet; men dette lykkedes ikke. Først ved Krigens Ophør blev Ole Gabrielsen fri og kunde vende tilbage til Hjemmet. Det var den gang Folk i gode Kaar saavel Faderen som den yngre Broder, der førte en Slup og straks efter Hjemkomsten fik Ole ved Familiens Hjælp ligeledes et lidet Fartøi, hvormed han Sommeren 1815 gik til Hamburg. Her laa tilfældigvis ogsaa den yngre Broder og med ham Tønnes som Styrmand.

Dette tilfældige Sammenstød var Brødrenes siste; thi straks efter tilsatte Ole Gabrielsen sit Fartøi under Helgoland og blev med sin Besætning. Den yngre Broder omkom likeledes ved Forlis Lid efter, medens Tønnes kom fra det, for nogle Aar paa Østersjøen i Trælastfarten, hvorefter han giftede sig, slog sig ned i Sælør og blev Lods.

Hvormangen haard Dyst han havde staaet i Lodsbaaden skal jeg ikke kunne fortælle om; men det er et ansvarsfuldt Arbeide at være Lods her ude i Havskjærene. Kravet til ham er, at han skal friste til det yderste, og dette Krav gjøres tidt og jevnt gjældende i dette stærkt beferdede Havstrøg, navnlig i de seneste Aar, da Vinterseiladsen har taget saa stærkt til, og det er et barskt Liv at ligge krydsende i Lodsskøiten omkring Næset Dag efter Dag i Høst- og Vindermaanederne, da Sælør-Lodsene helst maa være paa Færde, og heller ikke hver Lodsbaad slipper fra. Tønnes mistede i sin Tid 20 af sine Kammerater paa Sjøen og deriblandt ikke mindre end fjorten Lodser fra det lille Sælør.

Ham havde dog Herren skaanet, hvor ligt det end mangengang havde seet ut til at han skulde have gjort sin sidste Lodstjeneste; men værkbruden var han bleven, som det da sædvanligvis er Tilfældet med Kystens Lodse og Sjømænd, der døier saameget fra den tidlige Ungdom af. For Tønne’s Vedkommende var det ved en Kantring udenfor Tranevaag, at hans Helbred fik sit værste Knæk. Det var tidlig om Vaaren, medens Vandet endnu var isende koldt, at hans Baad blev kantret af en Byge og gik tilbunds under ham – og med den hans eneste Kammerat, som han tror kom under seilet, da Baaden kastede sig. Tønnes fik Tag i en Aare og flød paa den, tumlet om af Sjøen til den mørke Aften, da medengang, efter han hadde opgivet alt haab om Redning og befalet sig Gud i Vold, en Baad strøg op paa Siden af ham, tørnede mod hans Aare og frelste ham.

Men var han selv bleven skaanet, saa havde Sjøen dog Krevet mange av hans nærmeste. Foruden begge sine Brødre havde han, som allerede fortalt, mistet tre af sine fem Sønner paa Sjøen. To yngre døde i Hjemmet; men tre ældre raske Gutter havde faaet en vaad Kirkegaard. Den ene kantrede i en Fiskerbaad, den anden omkom med et Arendalsskib, bestemt til Lissabon, der gik tilgrunde ved Lemenorene og hvis Mandskab alle blev paa Kahytsgutten nær, der havde surret sig fast til et Vragstykke og var bleven kastet iland paa Øerne, hvorved man fik Underretning om Skibets Skjæbne. – Det var dog for længre tid tilbage, at den gamle havde lidt disse Tab; men den tredie af Sønnerne, hvis Død syntes at have gaaet ham dybest til Hjerte, var kun for kort Tid siden forulykket. Det var den sidste, hans Alderdoms Støtte, og maaske ogsaa den kjæreste af hans Sønner denne, og derhos en gift Mand der efterlod Hustru og Børn i Maadelige Kaar.

Han havde i Forening med tre andre, ligeledes gifte, tilkomne Folk og dyktige Sjømænd, ladet bygge en ny Skøite, der blev udrystet til Torskefiske paa Revet – en Bedrift, som jeg allerede forhen har omtalt som en Indtægtskilde for Sælør. Udrustningen er ikke meget bekostelig, naar undtages selve Fartøiet. Man ballaster blot dette, lægger nogle Bundtiljer over Ballasten til at lægge Fisken paa, forsyner sig med etpar Salte-Kar i Rummet og et tilstrækkelig Antal Snærer med seks syv Pund tunge Blystene og nogle Kleppe til at hugge Fisken ind med. Liner, saaledes som Svenskernes bruger, fører man ikke med sig og heller ikke Svenskernes store Agterbaad; thi Fiskeriet foregaar fra selve Fartøiet, der bliver lagt til for et rebet Storseil og en Klyver, naar Fiskebanken er naaet, hvor Torsken alene fiskes med Snøre. Med Proviant udruster man sig kun for en otte á ti Dage, da man sædvanligvis ikke beregner at blive længre ad Gangen i Sjøen. Denne omtalte Skøite var heller ikke udrustet for noget længre Tidsrum; men dette forløb og intet saaes til Fiskerne. Dag efter Dag speidede man fra Udkikket baade paa Øst- og Vest-Sælør, (hvor man ovenfor Husene har den saakaldte Kompas, der benyttes af Lodserne som bagpost), efter de ventede Fiskere – og i to-tre Uger git de efterladte Børn, Hustruer og Fædre op og ned ad Fjeldstien, der fører derhen. Endelig kom et Ord ud om, at Skøiten var overseilet af en Damper – og man vilde vide, at dette skulde være skeet endnu den samme Nat, som den afseilede fra Sælør om Aftenen; men man fik ingen yderligere Bekræftelse paa dette og fæstede sig endnu ved Haabet om, at den kunde være fordrevet til jydske Kysten eller ud i Nordsjøen, og fortsatte sine Vandringer til Udkikket, hvor man snart troede at se de ventede nu i en, nu i en anden Seiler, der kom tilsyne i Havbrynet; men hver Gang viste det sig at være en Feiltagelse – de kom aldrig tilbage, og hvorledes de var forulykkede opklaredes heller ikke. Som saamange andre af Sælørs Sjømænd hadde ogsaa disse fundet Døden paa den urolige, uberegnelige Arbeidsmark, som Befolkningen er henvist til.

Der sad fire Enker, og jeg erindrer ikke hvormange Børn, igjen i den lille Havn efter dette Forlis, og den gamle Lods, der var bleven sønneløs, var flyttet i Huset til en gift Datter, som han havde tilbage og hvis Børn han havde med sig.

Det var omtrentlig Indholdet af hvad han fortalte mig, inden vi skiltes i Korshavn, hvor han gik i Land med sine Smaafolk. – Det var efterhaanden blevet tomt på Fordækket; ved Anløbsstederne ud gjennem Øerne hadde Damperen skilt sig med de fleste af sine Passagerer; men der sad endnu nogle tilbage, der børte hjemme længre ude, og nogle unge Piger og etpar unge Sjøgutter havde samlet sig under Solseilet og sang.

Det var stille og smukt, som en Sommeraften ogsaa imellem kan være mellem de nøgne Havskjær, farvede af den synkende Sol. De skrigende Maager og Terner hadde flyttet sin Kredsflugt og sænket sig ned paa de lave Skjær, og i Aftenens Stilhed hørtes kun de langsomtrullende Dønningers dæmpede Slag, som Akkompagnement til Sangen, der, som alt hvad man hører af Sang herude, syntes at have laant sine Rhythmer af Dønningerne selv; – her er intet af Fjeldfolkets friske Jodlen og løsslupne Sang. Stemmerne ere bløde og Sangen klinger harmonisk sammen med disse vemodige Naturomgivelser og synes at fortælle om Livet og Kampen herude med sine bratte Skilsmisser, sine pinlige Ungestens Stunder – sit gribende Alvorsliv – Og i Folkets hele Maade at være paa gaar det samme noget tunge igjen – det er som Tanken om en Alvorsstrid altid ligger bag – en dyd indlevet Resignationens Tanke, der ogsaa kommer frem i hele deres Anskuen af Livet; – men handledygtige og raske, koldblodige og kjække finder man saa Skjærgaardsgutterne igjen i Farens Stund, naar det gjælder, og mangen heltemodig daad, mangen ædel Opofrelse er kjendt og bevaret Erindringen om ved Siden af alle Skjærgaardens vemodige Minder.

 

Fra Constantius Floods ”Fra Agdesiden – Skildringer og optegnelser”,

utgitt 1877, P.E. Mallings Boghandel